Brudstykker fra en daginstitution
Hvad er farligt i en daginstitution?
Hvem har retten til at vurdere, noget er farligt?
Og hvordan kan man agere pædagogisk i farlige situationer?
Det er efterår, der er pludselig kommet svampe på legepladsen. Alle mulige slags, store og små, hvide, brune og sorte. Der er allerede kommet mange børn ud at lege, små kravlebørn, der smager på alt i øjenhøjde. Godt så, Beate finder handsker og en skraldepose frem. Resolut går hun hen og tager fat om en svamp.
To børn spørger: “Hvad laver du?”
Beate: “Jeg samler svampe”
Børn: “Hvorfor?”
Beate: “Man kan blive syg, hvis man rører ved dem. SE jeg har handsker på, så jeg ikke rører ved dem. I må ikke røre ved svampe”
Børn: “Må jeg se?”
Beate: “Ja, men KUN se, gå lidt væk, der er også svampe der ovre, IKKE røre”
Børn: “Se, der osse”
Beate: “Ja, godt set, husk ikke røre, kald på mig. I får ondt i maven og kaster op”
Børn: “Ondt maven adrrr, av, av, kaster op adrrr”
🤒🤭🤔😲🙃
Hvornår skal man korrigere og rette på børnene?
Skal man altid realitetstilpasse børn?
Kan man pædagogisk forsvare at lade børnene være?
Dreng på 2 år kører med en lego mejetærsker, frem og tilbage.
Han ser op og siger: “Mig harver”
Kirsten: “Mmm”
Kører frem og tilbage nogle gange, siger så: “Det en mejetærsker”
Kirsten: “Ja”
Griner lidt og kører intensivt frem og tilbage: “Mig harver!”
😉😀😘❤🤩
Hvordan ser en morgenåbner ud fra pædagogens synsvinkel?
Hvad skal pædagogen gøre, når ting sker hele tiden?
Hvor er der en kollega, der dækker "pædagogens ryg"?
Else åbner daginstitutionen en tidlig morgen sammen med en ny vikar. Vikaren er rigtig sød, og Else når at give hende vigtig information om procedurer: gå frem til forældre, der kommer for at aflevere, spørge til morgenmad og søvn osv. Kun én sygemelding den morgen(maveonde), den første time går det fint, der er allerede mange børn, da det næste personale møder ind.
De begynder at trække børnegrupper på stuerne, men der kommer også en jævn strøm af forældre for at aflevere. Så går en kollega på kontoret, spørger til dækning af den sygemeldte, Else svarer, og så forsvinder kollegaen tilbage til vagtplanen. I mellemtiden har et barn lavet i bukserne, og mens Else ordner det, bliver et barn hun har sendt hjem med diarre dagen før, afleveret til den søde vikar.
Det næste personale, der kommer, de går også på kontoret, men Else skynder sig at tage sin børnegruppe med til sin stue, da hun ved, der kommer nye børn, og hun har en aftale med en far, der dagen før ville forklare hans barns ildelugtende afføring med laktoseallergi.
Da hun kommer ind på stuen, kommer der flere forældre for at aflevere, et barn har været på 2 ugers ferie, et andet barn har en periode med bid, et tredje barn har haft mellemørerbetændelse, og så er barnet, der havde diarre dagen før kommet, plus den far Else har aftalt at tale med, og hun er ene voksen på stuen med et stigende antal børn.
En kollega stikker hovedet ind, og Else siger straks, om hun kan få noget hjælp, hun ved, de er tre voksne i deres gruppe, kollegaen trækker på det, men siger så, at hun kan få en anden vikar.
Vikaren kommer og sætter sig på gulvet, mens Else snakker med faren. Han er oprørt, og det er ubehageligt at snakke om den slags, mens der er flere andre forældre. Elses tilgang til den snak bliver præget af irritation over hele situationen/morgenen, at være på overarbejde, og at der ikke er tid til at sætte vikaren ind i hendes opgave, så hun på ingen måde er til hjælp, blot et irritationsmoment. Ligesom faren ender med at tage sit barn med, mens han spørger efter Elses leder.
Else har på intet tidspunkt været ubehagelig over for ham, de har haft en sober drøftelse af emnet, men hun har ikke givet ham det, han havde brug for, for at de kunne nå frem til en tilfredsstillende løsning for ham og hans barn. Heldigvis har Elses leder tid til at snakke med ham. 😊
Planlægning bør foregå fremadrettet, det er trods alt lettere at ændre en plan end at lave en helt ny, og aftaler skal være kendte og på plads, før man har brug for dem, og så er det opslidende at være "på" i for lang tid ad gangen.
Det er blot én af mange morgener, hvor grundplanen ikke holder til den virkelighed, pædagoger oplever. Else mangler kolleger, Else mangler tid til forberedelse, Else mangler ro og rum til at snakke ordentligt med forældre, og Else mangler hænder til at tage sig af de børn, der er kommet ind i institutionen.
🤪🤔🙃😉🤭