Brudstykker fra en daginstitution

Hvad er farligt i en daginstitution?

Hvem har retten til at vurdere, noget er farligt?

Og hvordan kan man agere pædagogisk i farlige situationer?

Det er efterår, der er pludselig kommet svampe på legepladsen. Alle mulige slags, store og små, hvide, brune og sorte. Der er allerede kommet mange børn ud at lege, små kravlebørn, der smager på alt i øjenhøjde. Godt så, Beate finder handsker og en skraldepose frem. Resolut går hun hen og tager fat om en svamp.

To børn spørger: “Hvad laver du?”

Beate: “Jeg samler svampe”

Børn: “Hvorfor?”

Beate: “Man kan blive syg, hvis man rører ved dem. SE jeg har handsker på, så jeg ikke rører ved dem. I må ikke røre ved svampe”

Børn: “Må jeg se?”

Beate: “Ja, men KUN se, gå lidt væk, der er også svampe der ovre, IKKE røre”

Børn: “Se, der osse”

Beate: “Ja, godt set, husk ikke røre, kald på mig. I får ondt i maven og kaster op”

Børn: “Ondt maven adrrr, av, av, kaster op adrrr

 🤒🤭🤔😲🙃

Hvornår skal man korrigere og rette på børnene?

Skal man altid realitetstilpasse børn?

Kan man pædagogisk forsvare at lade børnene være? 

Dreng på 2 år kører med en lego mejetærsker, frem og tilbage.

Han ser op og siger: “Mig harver”

Kirsten: “Mmm”

Kører frem og tilbage nogle gange, siger så: “Det en mejetærsker”

Kirsten: “Ja”

Griner lidt og kører intensivt frem og tilbage: “Mig harver!”

😉😀😘❤🤩

Hvordan ser en morgenåbner ud fra pædagogens synsvinkel?

Hvad skal pædagogen gøre, når ting sker hele tiden?

Hvor er der en kollega, der dækker "pædagogens ryg"?

Else åbner daginstitutionen en tidlig morgen sammen med en ny vikar. Vikaren er rigtig sød, og Else når at give hende vigtig information om procedurer: gå frem til forældre, der kommer for at aflevere, spørge til morgenmad og søvn osv. Kun én sygemelding den morgen(maveonde), den første time går det fint, der er allerede mange børn, da det næste personale møder ind.

De begynder at trække børnegrupper på stuerne, men der kommer også en jævn strøm af forældre for at aflevere. Så går en kollega på kontoret, spørger til dækning af den sygemeldte, Else svarer, og så forsvinder kollegaen tilbage til vagtplanen. I mellemtiden har et barn lavet i bukserne, og mens Else ordner det, bliver et barn hun har sendt hjem med diarre dagen før, afleveret til den søde vikar.

Det næste personale, der kommer, de går også på kontoret, men Else skynder sig at tage sin børnegruppe med til sin stue, da hun ved, der kommer nye børn, og hun har en aftale med en far, der dagen før ville forklare hans barns ildelugtende afføring med laktoseallergi.

Da hun kommer ind på stuen, kommer der flere forældre for at aflevere, et barn har været på 2 ugers ferie, et andet barn har en periode med bid, et tredje barn har haft mellemørerbetændelse, og så er barnet, der havde diarre dagen før kommet, plus den far Else har aftalt at tale med, og hun er ene voksen på stuen med et stigende antal børn.

En kollega stikker hovedet ind, og Else siger straks, om hun kan få noget hjælp, hun ved, de er tre voksne i deres gruppe, kollegaen trækker på det, men siger så, at hun kan få en anden vikar.

Vikaren kommer og sætter sig på gulvet, mens Else snakker med faren. Han er oprørt, og det er ubehageligt at snakke om den slags, mens der er flere andre forældre. Elses tilgang til den snak bliver præget af irritation over hele situationen/morgenen, at være på overarbejde, og at der ikke er tid til at sætte vikaren ind i hendes opgave, så hun på ingen måde er til hjælp, blot et irritationsmoment. Ligesom faren ender med at tage sit barn med, mens han spørger efter Elses leder.

Else har på intet tidspunkt været ubehagelig over for ham, de har haft en sober drøftelse af emnet, men hun har ikke givet ham det, han havde brug for, for at de kunne nå frem til en tilfredsstillende løsning for ham og hans barn. Heldigvis har Elses leder tid til at snakke med ham. 😊

Planlægning bør foregå fremadrettet, det er trods alt lettere at ændre en plan end at lave en helt ny, og aftaler skal være kendte og på plads, før man har brug for dem, og så er det opslidende at være "på" i for lang tid ad gangen.

Det er blot én af mange morgener, hvor grundplanen ikke holder til den virkelighed, pædagoger oplever. Else mangler kolleger, Else mangler tid til forberedelse, Else mangler ro og rum til at snakke ordentligt med forældre, og Else mangler hænder til at tage sig af de børn, der er kommet ind i institutionen.

🤪🤔🙃😉🤭 

Hvad er pædagogfaglighed?

Hvad er pædagogfaglighed?

Hvad skal pædagoger kunne?

Hvad kan pædagogen gøre i hverdagen?

Dette er et tænkt eksempel, der kunne foregå i hvilken som helst daginstitution med en forholdsmæssig god grundnormering:

De første 2 børn står og venter, de er sulten efter morgenmad og søvnige, det er svært at sige farvel til mor og far. Mandag morgen er der 3 sygemeldinger, morgenvagten står alene med planlægning denne dag, da det er den anden morgenvagt, der er blevet syg. Der er én vikar, der kan komme, så nogen må undvære, og nogen må hjælpe hinanden denne dag, men først må børnene ind, have sagt farvel og morgenmaden må findes frem. Da børnene er i gang med at spise, er det tid at kigge på fordelingen af personale. Vikaren kommer heldigvis hurtigt, hun er ny, morgenvagten når lige at sætte vikaren ind i opgaven: "Når der kommer forældre for at aflevere, så skal du gå dem i møde, hilsen på dem og spørge ind til, hvordan barnet har det, har spist og sovet, især når det er de små, der sover flere gange om dagen."

Det går fint, selvom der er en strøm af børn, der bliver afleveret. Der er allerede kommet 18 børn, før de næste møder ind, og det bliver muligt at fordele sig i grupperummene. Morgenvagten tager sin gruppe med plus 3 børn fra en gruppe, der mangler en pædagog, så har hun 8 børn. For hun ved, at der møder en pædagog mere ind om 20 minutter, bare denne ikke kommer for sent. Hun har 2 små nye børn med, de er mere trygge i deres eget grupperum end i fællesrummet, ligesom et barn med særlige udfordringer, der også profitere af at være i mindre omgivelser med en kendt voksen, trods det at der er mange børn i rummet. Hun vælger at finde klodsekassen frem og sætter sig midt på gulvet.

Der kommer flere forældre for at aflevere deres børn. Telefonen ringer, morgenvagten lader den ringe, for hun ved, at hvis hun rejser sig fra gulvet, så begynder de 2 små at græde, og det skaber utryghed i hele børnegruppen og kan starte en lavine af gråd. 

Endelig kommer der en kollega. Rummet ligner, at der er faldet en bombe, børnene har nysgerrigt undersøgt alt legetøjet. Nu skal der ryddes op, for det er tid til formiddagsmad, og de mindste børn skal puttes til formiddagslur. Der er nu 2 pædagoger til 14 børn.

Børnene må hjælpe til med at rydde op for at få plads til spisning, de største kan selv finde kopper og sætte sig til bords. Morgenvagten begynder at putte børn, mens kollegaen hjælper de andre med at spise. Der er mange, der skal have hjælp, der bliver uro omkring bordet, børnene larmer med deres kopper. Straks den næste kollega møder ind, siger morgenvagten, at de må spørge nabogruppen, om de har brug for, at de tager nogle af deres børn ind og lege, for de mangler en pædagog. 

Der er 3 børn, der lige er faldet i søvn til en formiddagslur, der er 12 børn og 3 pædagoger på gruppen, så tager morgenvagten de 5 største børn med ud på legepladsen. Barnet med særlige udfordringer kan næsten ikke vente med at komme ud fra rummet med de mange børn, hvor der er så lidt plads, at de store let kommer til at vælte og slå og sparke til hinanden og de andre børn, bare de bevæger sig lidt naturligt. 

Der kommer 2 børn fra nabogruppen, de 2 pædagoger finder instrumenter frem og begynder at lege sanglege med de 9 børn. Så vågner 2 af børnene fra formiddagslur, morgenvagten prøver at forlænge luren ved at køre stille med barnevognen, for dagen bliver lang, hvis luren bliver for kort. Børnene leger godt på legepladsen, de har fået en gyngetur i fuglereden, hvor de har skrålet sange til himlen og fuglene, bagefter har de leget i legehuset, og mens morgenvagten prøver at forlænge søvnen, så kører de på scooter ved siden af.

Der skal skiftes bleer, og de store skal på toilettet eller øve sig i at prøve selv. Morgenvagten har alle 5 børn med i badeværelset, så dem der ikke kan selv, de må vente og kigge på dem, der er i gang med at tage tøj og eventuelle bleer af. Bagefter skal de vaske hænder, det udvikler sig til vandkamp, og der må findes tørt tøj frem, det giver mere at øve sig på med at skifte tøj. Tiden stryger afsted, det er spisetid, og de andre er allerede begyndt, de er trætte. Der er stadig meget børnene skal gøre selv, det tager tid, og des mere trætte de er, des sværere bliver det at vente på hinanden og vise hensyn til andre.

Pædagogiske overvejelser kunne se sådan ud:

Der er mulighed for at lege. Pædagogen finder materialer frem, der kan inspirere til forskellige lege, eller pædagogen spørger børnene, hvad de har lyst til at lege. Når pædagogen inddrager børnene i, hvad der kan leges med, så kan pædagogen være åben for muligheder, der ikke har et specifikt tema eller fastlagt emne, og at børn kombinere frit fra deres erfaringsverden. Pædagogen ved hvilke børn, der har brug for hjælp til at komme igang med en leg, hjælp til at holde legen kørende og hjælp til at slutte legen, mens den er god for alle. For formålet med at lege kunne være: 

-at børnene trives og glædes, mens de udvikler helt basale sociale færdigheder 

-at bearbejde og øve sig i almindelige dagligdags hændelser, f.eks at lege lave mad, sove eller køre tur,

-at indgå i samspil med jævnaldrende, se op på en der kommer hen, tage kontakt til og være nysgerrig overfor andre, 

-at afprøve og teste, hvad sker der, hvis jeg kaster med denne ting, tyngdekraften, eller hvordan reagerer den anden, når jeg brøler som en bjørn. 

Pædagogen vælger at tage en kasse med klodser frem, da hun ved, at børnene kan være optagede af klodsernes mange muligheder i længere tid, det er på det tidspukt børnenes foretrukne leg, og hun har brug for ro på børnegruppen, til der kommer en kollega.

Børnegruppen bliver delt lige så snart, som det kan lade sig gøre, og der tages instrumenter frem, da de er to pædagoger, der kan lave rytmik med børnene. Mens en gruppe går ud, hvor der er flere muligheder for børnenes egne valg. I badeværelset bliver der også plads til leg med vand, på den måde får børnene mange legemuligheder hen over dagen.

Der skal ryddes op efter mad. Det gøres til en opgave med et pædagogisk indhold, ved at pædagogen inddrager børnene i opgaven. Pædagogen holder fokus på hvilke børn, der kan drage nytte af at deltage, på hvilken måde de bedst kan være deltagere, og inddrager sin viden om hvert barns udvikling individuelt og i gruppesammenhæng. På den måde bliver opgavens formål nok at få ryddet op og tørret borde af, fejet og så videre. Men det egentlige formål er, at hvert barn deltager i et fællesskab omkring opgaven, og at de på hver deres måde lærer og udvikler sig, derfra hvor de er. Af og til kan et barn have brug for ekstra guidning, og så kan pædagogen vælge, at det barn får særlig mulighed for at deltage i opgaven. Men det kan også gå efter tur, eller være mere som en leg, hvor børnene selv kan bestemme, om de vil være deltagere.

Der er mange muligheder i løbet af en dag i daginstitutionen, hvor pædagogen på ovenstående måde drager omsorg for børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse gennem leg og legelignende aktiviteter. Pædagogen holder samtidig fokus på institutionens aftalte formål med aktiviteten, lovgrundlag og justering efter barnets dagsform og børnegruppens samlede behov, mens pædagogen også notere sig hvert barns trivselsstatus og behov for støtte til udvikling.

Alt dette gør pædagogen, mens hun samtidig står med fordeling af personale på dagen, har overblik over hvilke grupper af børn, der kan klare mindre personale, og hvilke konkrete personer, der har kendskab til hvilke børns behov. Samt hvilke møder der kan aflyses, udsættes eller gennemføres af andre end den planlagte. Derudover skal pædagogen/morgenvagten huske at informere kolleger om ændringer på dagen, sætte vikaren ind i den konkrete opgave og tage højde for, hvordan alle kan nå at få justeret sig efter den foreliggende opgave. 

Ovenstående er kun et lille udpluk af pædagogfaglighed fra en måske gennemsnitlig dag i en hvilken som helst daginstitution i dagens Danmark anno 2019.

🙂🙂🙂🙂🙂

Del siden