Hvert syvende barn får en psykiatrisk diagnose, inden de er fyldt 18 år. Tv-dokumentar giver rystende indblik i børns mistrivsel i skolerne. Og et indblik i en kaos-klasse, hvor læreren helt har opgivet at skabe ro. Men alle klasser kan blive velfungerende, siger psykolog fra dokumentaren. Læs her, hvordan pædagog og lærer sammen kan skabe ro og trivsel.

OPDATERET D. 17. NOVEMBER 2021

Af: Af Steffen Hagemann, journalist / Foto fra TV2-dokumentaren ’Smertensbørn’, 

Er det hverdagen i skoler og institutioner, børnene ikke kan klare? Det spørgsmål rejser den hjerteskærende TV2-dokumentar ’Smertensbørn’, hvis andet afsnit sendes torsdag den 18. november kl. 20.40 på TV2. Dokumentaren giver et indblik i livet for børn, der ikke kan leve op til de krav, som vores skoler og daginstitutioner stiller til børn – og et indblik, som næppe vil overraske folk, der har deres gang i skolen eller daginstitutionerne. Men noget må være galt, anfører dokumentaren, når hvert syvende barn får en psykiatrisk diagnose, inden det er fyldt 18 år.

I den todelte dokumentar følger vi otteårige Magnus, der er ubærligt angst for den skolegang, han skal lægge krop og sind til. Og vi møder 16-årige Frederikke, der går i 10. klasse og aldrig har kunnet følge med og aldrig rigtig har passet ind i skolen. Og vi følger forældrenes kamp for at finde for at få undersøgt deres børn, så de måske kan få en diagnose, der kan forklare børnenes store kvaler i skolen. Frederikke er selv så desperat efter et svar på sine problemer, at hun håber på at få stillet diagnosen ADHD.

Og så følger vi også livet i en såkaldt almindelig folkeskoleklasse, 6.a. på Høng Skole, hvor børnene helt tydeligt har taget magten fra underviserne, hvor kaos hersker, og hvor lærerne – og de få børn, der egentlig gerne bare vil lære noget – har givet op. Andre lægger sig bare til at sove midt i timerne.

Vi skal have en trivselsdagsorden

Psykolog Rasmus Alenkær deltager også i dokumentaren som den ekspert, der skal forsøge at hjælpe med at skabe ro i 6.a. på Høng Skole. Han ærgrer sig over, at dokumentaren handler så meget om specialpædagogisk inklusion, illustreret ved Magnus og Frederikke.

”Men det er mere et udtryk for, at inklusion er en udfordring i folkeskolen. Inklusionsdagsordenen er ikke god. Vi skulle have haft en trivselsdagsorden,” mener Rasmus Alenkær.

”Hvis man skal være lidt firkantet, så er inklusion først og fremmest en politisk dagsorden, der handler om placering og økonomi. Hvis vi i stedet havde en trivselsdagsorden, så ville vi ikke starte med at bestemme, hvor børnene skulle være henne for at trives. Vi ville starte med at spørge: Hvad er det for nogle børn, vi har med at gøre, hvilke behov har de, og hvordan kan vi møde disse behov,” siger han.

Derfor er kaotiske klasser som 6.a. ikke bare et udtryk for inklusionsudfordringer, understreger Rasmus Alenkær.

Kaotiske klasser er almindeligvis udtryk for noget, der er større end individuelle børns særlige behov, understreger Rasmus Alenkær.

”Ja, der er børn, som er i udsatte positioner, men det er ikke kun de børn, der skaber problemerne. Det, nogle kalder ‘skolens værste klasse’ er et fænomen, som har eksisteret længe før, vi begyndte at tale om inklusion,” pointerer han.

Læs også: Effektiv inklusion i skolen. Vi har fået en drømmeklasse

Alberte: Det er forfærdeligt at være i

Også i 6.a. på Høng Skole er der børn med særlige udfordringer, fortæller han. Men det er ikke kun det, der skaber et klassemiljø, som Alberte fra klassen beskriver sådan her i dokumentaren:

”Det er forfærdeligt at være en del af nogle gange.”

Og hun tilføjer, at forældrene mener, det er børnenes skyld.

”Så det er os selv, der skal stoppe med at larme,” konkluderer hun.

Klassen er som en banegård

Det virker øjensynligt ikke, og det gør lærer Allan Mortensens forsøg på at dæmpe klassen heller ikke. Psykolog Rasmus Alenkær beskriver livet i klassen sådan her ud fra de to dage, han var der.

”Det, jeg så, var mere eller mindre, som det var på tv. Det var en klasse præget af enorm meget aktivitet, men få af disse aktiviteter var undervisningsrelaterede. Der var eksempelvis de meget synlige drenge, som bevæger sig rundt i rummet, som kaster med ting, og som råber højt. Samtidig var der elever, som havde meldt sig mentalt ud af undervisningen, og som fik tiden til at gå med Netflix og dagdrømmeri. Der var også enkelte elever, som forholdt sig afventende i håb om, at undervisningen ville gå i gang, men det skete ikke så tit. Det mindede lidt om en travl banegård, der var brudt sammen.”

Samtidig er der en naboklasse, der heller ikke kan holde sig i ro, så børnene løber frem og tilbage mellem de to klasser i undervisningstiden.

Hør Rasmus Alenkærs podcast om undervisningsforstyrrende uro

Opgivelse og frustration hos lærerne

Rasmus Alenkær har ikke noget bud på, hvorfor det er gået så skævt specifikt for 6.a., men han vil gerne komme med nogle generelle bud på, hvorfor det kan gå skævt i en klasse:

“Ofte har problemerne været mærkbare og synlige i en længere periode, uden dog at have karakter af egentlig kaos. Med tiden vokser frustrationerne sig store hos både børn og voksne. Børnene begynder så at opfinde kompensationsstrategier; de stikker af fra undervisningen, de pjatter eller de melder sig mentalt ud,” siger han.

Samtidig begynder personalet at give slip på de pædagogiske strategier, der måske ville imødekomme problemerne, forklarer Rasmus Alenkær.

“Frustrationsniveauet stiger og stiger, og til sidst giver man som underviser op. Det ser man tydeligt hos lærerne i dokumentaren, og jeg kan godt forstå dem. Man tænker ikke rationelt, strategisk og målrettet, når man som dem er stresset og opgivende. I disse tilfælde sker der desværre ofte det, at klassens problemer forklares med afsæt i en eller flere, individuelle elever – og måske den måde, deres forældre opdrager dem på. Forklaringen er nærliggende, men oftest handler det om noget, der er større,” mener han.

Læs artiklen: Hvis inklusion skal lykkes: Boost samarbejdet mellem pædagoger og lærere

Psykolog: Alle klasser kan blive velfungerende

Men alt håb er ikke ude, hverken for 6.a. eller for andre klasser, hvor tingene er kørt af sporet.

”Der er som udgangspunkt ingen klasser, der ikke kan blive velfungerende. Jeg har været i nogle af de mest udfordrede klasser, man kan forestille sig, og ved fælles hjælp får vi faktisk altid vendt kaos til harmoni. Men det kræver, at vi har de rette ressourcer og de rette rammer, hvis vi skal i mål med opgaven”, siger Rasmus Alenkær.

”Og nu kommer opskriften,” griner han.

Først og fremmest skal de skoler, der ringer til Rasmus Alenkær efter hjælp, være klar til at bakke ønsket om forandring op med passende ressourcer, understreger han.

”Det er jo ikke nok, at man blot sætter en pædagog til at have samtalegrupper med nogle børn, eller at man holder en masse møder. Der skal varme hænder i lokalet i form af et passende antal kompetente voksne. Disse voksne skal kunne forberede sig sammen, udføre opgaven sammen og evaluere opgaven sammen,” fastslår han.

Læs også Børn&Unges tema om inklusion

Her excellerer pædagogen

Når de voksne arbejder godt sammen, vil børnene hurtigt opdage det, anfører Rasmus Alenkær:

“Børnene skal opleve, at de voksne er i overskud – mentalt og fysisk. Børnene finder tryghed i, at de voksne er gode til at opstille tydelige rammer, og at de voksne har overskud til at håndtere uro og modstand. Og så handler det i høj grad om at involvere børnene i løsningen, om at have få, men tydelige mål, om at bruge ros og anerkendelse som en primær strategi, og naturligvis om at give ilt til de gode relationer,” siger Rasmus Alenkær.

Når Rasmus Alenkær kommer ud i kaos-klasser, kommer der ofte pædagoger ind til at hjælpe med at løse problemerne i klassen.

”Pædagogen kan være rigtig god til at arbejde med de dele af undervisningen, der ikke er af fagfaglig karakter. Pædagogen kan holde styr på, hvor uroen ulmer. Pædagogen kan have overblik over alt det, man som lærer har svært ved at fornemme, når man skal undervise i det fagfaglige indhold. Og der excellerer pædagoger. Jeg vil i øvrigt også godt understrege, at pædagoger kan være gode klasseledere. Nogle af de bedste klasseledere, jeg har set, er faktisk pædagoger,” siger han.