http://videnskab.dk/naturvidenskab/er-mere-forskning-altid-godt?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=62d56b4ec3-EMAIL_CAMPAIGN_2017_10_10&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-62d56b4ec3-240015293
Er mere forskning altid godt?

 

Jo mere forskning, jo bedre, synes tidens løsen at være. Men hvis 'mere forskning' blot omsættes til endnu flere publikationer af tvivlsom værdi, giver det ingen mening. Og på det punkt har videnskaben et stort problem.
 

Vi forsker mere end nogensinde før i menneskehedens historie. På verdensplan er fem millioner mennesker beskæftiget med forskning, og alene OECD-landene bruger årligt over 1.000 milliarder dollars på forskning.

Det resulterer i millioner af faglige artikler, som udgives af 25.000 videnskabelige tidsskrifter. 

På tværs af ideologiske forskelle har politikere nemt ved at blive enige om, at vi skal have mere forskning, og da regeringen i sit forslag til finanslov for 2018 lagde op til øgede forskningsbevillinger, var de første kommentarer, at stigningen var alt for uambitiøs.

Vi spilder millarder på dårlig forskning

Men ifølge professor Daniel Sarewitz fra Arizona State University er 'mere forskning' ikke i sig selv et gode, for en stor del af forskningen er ubrugelig eller direkte forkert. Det er et ofte gentaget mantra, at videnskaben er selvkorrigerende, fordi forskningen reproduceres, og forkerte resultater bliver rettet.

Men ifølge Sarewitz betyder det store volumen, at de selvregulerende mekanismer ikke længere fungerer. Sarewitz har fremført sin kritik gennem flere år, men vakte opsigt med et langt essay sidste år i tidsskriftet New Atlantic under overskriften Saving Science. Han underbygger sin kritik med eksempler, der især kommer fra sundhedsvidenskab, psykologi og biomedicin.

Historien kort
  • Der bliver pumpet penge i forskning som aldrig før, men penge er ingen garanti for kvalitet. 
  • Forskere bliver især målt og vejet efter, hvor mange artikler de udgiver i tidsskrifter, og det har betydet en tendens imod kvantitet frem for kvalitet.
  • Forandringer skal derfor ske højere oppe i fødekæden.

I 2009 viste en undersøgelse fra Oxford University, at omkring 85 procent af den biomedicinske forskning af den ene eller anden grund må betegnes som spildt. Det betyder, at vi globalt spilder 200 milliarder dollars om året på biomedicinsk forskning, som ikke kan bruges, og hvor problemet samtidig er, at forskerne ofte ikke ved, hvilke resultater der er forkerte.

Der er nemlig ikke prestige i at reproducere resultater og heller ikke større interesse for negative resultater.

En stor undersøgelse fra University of Edinburg har vist, at på tværs af videnskaberne er andelen af publikationer med negative resultater halveret mellem 1990 og 2007.

Forvirring frem for klarhed

Situationen har flere årsager, men en af dem er, at der er fokus på kvantitet i stedet for kvalitet. Forskerne bedømmes på antallet af publikationer, og hvor ofte de blive citeret af andre forskere, ligesom universiteterne konkurrerer om forskningsmidler ved at overdrive de resultater, der kommer ud af forskningen.

I 2013 sendte biologen John Bohannon fra Harvard over 300 udgaver af en artikel, som med vilje var fyldt med oplagte fejl i metode, analyse og konklusioner, til forskellige tidsskrifter. Over halvdelen af tidsskrifterne accepterede artiklen, ofte med meget få kommentarer

Jens Olaf Pepke Pedersen

Det fremmer en kultur, hvor forskerne hele tiden skal komme med nye og banebrydende resultater, og det går ud over kvaliteten.

Påstanden støttes af en undersøgelse blandt 1500 forskere, der blev offentliggjort i Nature sidste år, og som viste, at80 procent af forskerne selv mente, at presset for at publicere artikler underminerede den videnskabelige metode, fordi det førte til selektiv publicering af data (hvor for eksempel kun positive tests bliver rapporteret), dårlige statistiske analyser og manglende indsats med at gentage forsøgene.

Svarene tyder på, at problemerne er størst indenfor medicin, miljø og klima, mens kemikere og fysikere generelt har større tillid til deres eget felt. At resultater kan reproduceres burde være videnskabens adelsmærke, men jeg har selv gennem årene læst i hundredevis af klimaartikler, hvor der nærmest er garanti for, at resultaterne aldrig bliver efterprøvet, fordi de afhænger af en model eller en behandling af datasæt, hvor detaljerne ikke er eller bliver tilgængelige.

I mange tilfælde ville det heller ikke være umagen værd, fordi artiklerne i bedste fald bidrager minimalt til den eksisterende viden, og således skaber denne overproduktion forvirring i stedet for klarhed. I teorien skulle peer-review systemet sikre kvaliteten, men mængden af publikationer betyder, at kontrollen ofte svigter.

I 2013 sendte biologen John Bohannon fra Harvard over 300 udgaver af en artikel, som med vilje var fyldt med oplagte fejl i metode, analyse og konklusioner, til forskellige tidsskrifter. Over halvdelen af tidsskrifterne accepterede artiklen, ofte med meget få kommentarer.

Et skridt i den rigtige retning

Det førende medicinske tidsskrift The Lancet har i en artikelserie i 2014 med titlen 'Increasing Value, Reducing Waste' taget hul på diskussionen om, hvordan man reducerer omfanget af spild, blandt andet ved større transparens i forskningen, bedre og mere fuldstændig afrapportering af forskningsresultater, nemmere adgang til data, mere omhu i gennemgang af eksisterende viden, ændringer i belønningssystemet for forskere osv.

Det er nærliggende at sige, at det i sidste ende er forskernes ansvar, at deres forskning reelt bidrager med ny viden, men det løser ikke problemet. Forskerne vil næppe se det som en karrierefremmende strategi at publicere få artikler af høj kvalitet, og risikoen er, at de forkerte forskere sorteres fra.

Da Peter Higgs modtog Nobelprisen i fysik i 2013 udtalte han, at han havde publiceret så få artikler, at han i dag næppe ville få en universitetsansættelse.

I de seneste år har blandt andet Carlsbergfondet fået øget fokus på, at forskerne skal udvise social ansvarlighed og sørge for, at deres forskning omsættes til et samfundsmæssigt udbytte.

Det er et skridt i den rigtige retning, men forskning har også værdi, selvom den ikke sigter på at løse et aktuelt problem. Derfor er det en opgave, der omfatter både fonde, tidsskrifter, universiteter og forskerne. 

Hvis mere forskning ikke nødvendigvis er godt, hvad så med dette? og hvem har opgaven med at definere hvad der skal forskes i?

8.10.2017

https://ufm.dk/forskning-og-innovation/indsatsomrader/forsk2025/indkomne-indspil/ministerier/ministeriet-for-born-undervisning-og-ligestilling/uvm-kvalitet-i-dagtilbud-og-uddannelser

MBUL - Kvalitet i dagtilbud og uddannelser

Forsk 2025

1. Resumé

Strategiske investeringer i forskning på dagtilbuds- og uddannelsesområdet skal bidrage til at forbedre kvaliteten af dagtilbud og uddannelser til gavn for produktivitet, innovation og sammenhængskraft i samfundet.

2. Samfundsudfordringer og/eller muligheder

Uddannelse i sig selv giver samfundet og den enkelte værdi. Uddannelse bidrager til sammenhængskraften i det danske samfund og skaber en del af fundamentet for vores demokrati. Uddannelse bidrager ikke kun til vækst, men også til velfærd og kulturel identitet og udsyn. Uddannelse er afgørende både for den enkelte og for samfundet. En veluddannet arbejdsstyrke er en væsentlig forudsætning for produktivitet og innovation.

Fundamentet for, at børn og unge kan lære og tilegne sig kompetencer, dannes allerede fra, at børnene er helt små. Derfor har dagtilbuddene også afgørende betydning. Uddannelses- og dagstilbudssystemet skal allerede fra den tidlige barndom sikre trivsel og udvikling hos børnene og anspore deres parathed til læring. Formålet er at skabe læringsmiljøer, der fremmer faglige kompetencer såvel som alsidige og sociale kompetencer såsom samarbejdsevner, kreativitet, innovations- og iværksætterevne og -lyst samt personlig gennemslagskraft via vedholdenhed, ihærdighed, åbenhed og tro på at kunne gøre en forskel.

 

Det vil sige, også i fremtiden vil vi blive mødt med krav om at skabe læringsmiljøer, der fremmer faglige kompetencer såvel som alsidige og sociale kompetencer og så videre, helt ind i daginstitutionens (0-6år) daglige pædagogik. Formålet er at fremme børns samarbejdsevner, kreativitet, innovations- og ivæksætterevne og -lyst samt personlig gennemslagskraft via vedholdenhed, ihærdighed, åbenhed og tro på at kunne gøre en forskel.

Bemærk at de faglige kompetencer står først, og at børns alsidige personlige kompetencer først og fremmest drejer sig om arbejdsevner. Når formålet med at udvikle kompetencer har et specifikt fokus, så falder man let i den grøft, der hedder, at målet helliger midlet, sådan at vejen mod målet, ikke nødvendigvis tager afsæt i en hensigtsmæssig måde at arbejde mod målet på, samt at det kan være svært at få øje på det, der ikke lige har med det fastsatte mål at gøre. Mål og midler bliver i stigende omfang undersøgt indenfor daginstitutioner, der har et stort fokus på kvalitet, og hvad er så kvalitet for 0-6 årige børns dagligdag.

HjerteHjerteHjerte

Er det faglige kompetencer? er det iværksætterevne? det ser ud til at strategiske investeringer går i den retning.

Praktisk pædagogisk i daginstitutioner:

Inspirationsmappe med aktiviteter til:

Projekt sociale kompetencer 0-3 år

Lille Blå Ballon historier og meget mere

Henvendelse til annelis.mortensen@gmail.com

Projekt Sociale Kompetencer 0-3 år


Projekt Sociale kompetencer 0-3 år
Marte Meo metoden brugt forebyggende og sundhedsfremmende i daginstitutioner, et projekt om udvikling af sociale kompetencer for 0-3 årige. Der arbejdes helhedsorienteret med børnenes udvikling, forældre samarbejde og personalets kompetencer. Projektet indgår i de lovpligtige læreplanstemaer.

Forskning viser at kvaliteten af personalets samspil med børn i daginstitutioner falder i forhold til hvor mange børn, de har ansvar for i forhold til børnenes alder. Små børn har brug for nærvær og tæt kontakt med voksne, deres nervesystemer er åbne for stimuli, da de biologisk set er forberedt på at lære, at agere i det miljø de er i. Når de voksne i daginstitutioner har mange flere børn, end deres kapacitet for kvalitativt samspil kan håndtere, så får de helikopterperspektiv på børnegruppen.
For at få personalet til at få øje på det enkelte barn og samtidig have overblik over gruppeprocesser, har det en forebyggende og sundhedsfremmende virkning at arbejde med mindre grupper af børn, også selvom det er i korte tidsrum. Når børnene får det nære intime samspil i en mindre gruppe f.eks. 10 min. hver dag, sker der det at barnet tager stemningen med sig resten af dagen. Der sker samtidig det at den voksne, der skaber dette intime nærvær med den lille gruppe børn, tager sine erkendelser omkring hvert barn med sig i de andre sammenhænge, hvor de er sammen med mange andre børn og voksne, den voksne kan sætte sig ud over sit helikopterperspektiv og få øje på det enkelte barn i den store gruppe. I det øjeblik hvor den voksne ser og intuitivt opfatter barnets perspektiv i en konfliktsituation, vil den voksne agerer empatisk og have bedre udgangspunkt for at hjælpe barnet ud af konflikten på en måde, der fremmer barnets positive læring af situationen.

Barnet i daginstitutionen, der oplever, at en voksen ser og følger barnets initiativ, vil føle sig tryg. Den 0-3 årige vil være afhængig af, at en voksen tager sig særligt af at se dette barns initiativer, også de mere stille initiativer, som at flytte sit opmærksomheds fokus. Barnet er ikke umiddelbart afhængigt af, at det er den samme voksne, der hele tiden ser og følger barnets initiativer, trygheden opstår, når barnet oplever, at der generelt er hjælp at hente ved oplevede behov, inden barnet oplever manglende behovstilfredsstillelse, der fører til frustration og kaos. En vis udsættelse af behovstilfredsstillelse kan være lærende i empatisk samspil med en voksen, optimal frustration.
Når den voksne ser og følger barnets initiativer, vil den voksne opleve, at barnets initiativer giver mening, og dermed får den voksne en øget forståelse for barnets perspektiv. Når der opstår konflikter, vil den voksne have indsigt i barnets perspektiv på konflikten, uanset om den voksne har set, hvad der er gået forud for den konkrete konflikt situation. Den voksne vil vide om barnets initiativer, at de giver mening for barnet, og på hvilken måde barnet kan flytte sit fokus til mere hensigtsmæssige reaktioner, så konflikten bliver på et niveau med optimal frustration, og hvor barnet kan få læring af situationen til at udvide sine handlemuligheder, eventuelt lære at udsætte sin behovstilfredsstillelse i længere tid end tidligere.
Gode sociale kompetencer er blandt andet kendetegnet ved:
At man kan tage positiv kontakt til et andet menneske og respondere positivt på andres kontaktinitiativer
At man føler sig adskildt fra andre samtidig med, at man føler sig som en del af et fællesskab, vi er af samme slags(relationer)
At man er bevidst om sig selv og sine følelser/ønsker/behov, samt at andre mennesker har andre følelser/ønsker/behov
At man kan udtrykke egne følelser/ønsker/behov på en socialt acceptabel måde
At man kan forstå hinanden og være indfølende, hvilket mindsker konflikter og mobning
Erfaringer med hvordan man handler socialt acceptabelt i dette miljø/kultur/fællesskab
Når vi bruger Lille Blå Ballon projektet til at udvikle sociale kompetencer i daginstitutioner, så er det blandt andet på baggrund af, at i daginstitutionen er der mange sammen i de samme rum, der sker mange ting på samme tid, mange lyde og mange andre sansestimuli, når man er i et rum/stue. Det lille barn er af naturen udstyret med et åbent sanseapparat til at sikre barnets overlevelse, dette gør det vanskeligt for barnet at overskue daginstitutionens mange stimuli, at adskille hvad der er væsentligt, hvilke impulser der skal følges op på, og hvordan man skal agere hensigtsmæssigt i forhold til det sociale miljø. Det er lettere(også for de voksne) at lære hinanden at kende, regulere sig efter hinandens rytmer, afstemme sine reaktioner på andre og følelsesmæssigt at overskue de andres ageren, når der er færre stimuli, og en voksen der skaber et intenst nærvær i gruppen. Måden den voksne skaber dette nærvær på, er ved at bruge personlige redskaber, forskelligt materiale og en plan for hvad der er relevant for børnegruppens interesser og udviklingsniveau. Pædagogen får brugt sine egne virkemidler, øget opmærksomhed på hvert barn i gruppen, og hvad der i særlig grad giver børnene samhørighedsfølelse. Når barnet oplever samhørighedsfølelse aktiveres serotonin, der er kærlighedens neurotransmitterstof.
Tryghed, tillid og tiltro til egne evner, er basis for sundhed, trivsel, udvikling og læring. Vi skaber tryghed, ved at være forudsigelige, det er lettere at være forudsigelig i en mindre gruppe, der er færre handlinger at forholde sig til, og dermed kan vores nervesystemer lettere sam-regulere. Vi skaber tillid, når vi er tilstede og intense i vores nærvær, alle får mulighed for at blive set og anerkendt i fællesskabet, derved aktiverer vi dopamin kroppens naturlige belønning/lykkestof, og vi skaber tiltro til egne evner, når vi har tid og ro til uforstyrret at vente på hinanden og fordybe os i det fælles trejde, i fællesskabet bliver nærmeste udviklingszone udvidet.
Små børn har gode hukommelser, før sprogligt viser barnet det med sine handlinger, og støttet af billeder og konkreter kan barnet fortælle, hvad det er optaget af, uanset om det har sprog eller endnu ikke er begyndt at sætte symboler på. Kommunikation er en væsentlig del af sociale kompetencer, ved at indgå i udveksling af synspunkter, dele opmærksomhedsfokus og regulere sig efter hinanden grundlægges mønstre for, hvad der kan bringes ind i samspillet, og på hvilken måde det er socialt acceptabelt. Småbørn har brug for praktiske handleanvisninger, de forstår konkret, og husker det med deres følelser. At skabe forbindelser mellem indre tilstande og udtryk er skridt på vejen til udvikling af et sundt selv, der kan indgå på naturlig vis i fællesskabet, og sætte sig selv i relation til de mange fællesskaber, der er i moderne livsførelse. Når vi er i en lille uforstyrret gruppe, og pædagogen er intenst nærværende, så får vi adgang til hinandens indre tilstande igennem dette, det bliver åbenlyst for pædagogen, hvad der røre sig i barnet, og dermed direkte muligt at hjælpe barnet med at regulere sig selv, samt arbejde med børnegruppens arousal og følelsesimpulser i fællesskabet. På den måde opstår der i gruppen et nærmest æstetisk lærings-rum for både den voksne og børnene, med hensigtsmæssig udvikling og social læring. Børnene viser det ved at være ivrige for at gå til aktiviteten, når pædagogen finder mappen frem/går i det lille rum, og ved ikke at have lyst til at stoppe med aktiviteten, men derimod bevare koncentration og opmærksomhed på det fælles over længere tid, samt ved at bringe det med i andre sammenhænge, eks. fortælle om det til de andre på stuen eller til forældre, når de bliver hentet.